Jeg har i mange år arbejdet med pårørende til alkoholmisbrugere, hvilket har givet mig et godt indblik i den ofte smertefulde og “usynlige” lidelse, der er forbundet med at være pårørende, hvad enten man er (voksent) barn, ægtefælle eller noget helt tredje til en misbruger.
Mange pårørende har svært ved at mærke deres egne grænser – de er blevet vant til at glemme sig selv og deres egne behov til fordel for den misbrugendes. Ofte er misbruget “usynligt” på den måde, at det bliver holdt hemmeligt undtagen for de nærmeste, ligesom den misbrugende selv benægter, at der er et problem. Således kan man, som pårørende, komme i tvivl om det bare er én selv der er “hysterisk”. Min erfaring er, at det er det ikke! Det er anstrengende at skulle gå og skifte mellem følelser af afmagt, vrede, frygt og bekymring og det er frygteligt at se forfaldet hos en, man holder af.
Jeg kan lære dig at blive bedre til at mærke dine grænser og måske til at slippe noget af det kontrolbehov som tit bliver en del af den pårørendes hverdag. Misbrugeren er et voksent menneske med et ansvar for sig selv – et ansvar som andre ikke kan påtage sig for ham/hende, selvom man til tider kan føle sig tvunget til det.